Sådan arbejder du hjemme

Af Helle Hedegaard Hein

 

I denne artikel er der gode råd at hente til den nye hjemmearbejdssituation pga. Corona krisen. Du får gode råd af Helle Hedegaard Hein, som er forsker, foredragsholder og forfatter af ledelsesbøger som ”Primadonnaledelse”, ”Ledetråde – Meningsskabende værdiledelse” og ”Motivation – Motivationsteori og praktisk anvendelse”.

 

I disse Corona tider er der mange, der nu skal arbejde hjemme. Det er uvant for mange. Måske har man drømt om et liv, hvor man netop kunne forene arbejde og hjem, men som mange sikkert allerede nu har opdaget, er der nogle fælder man hurtigt kan falde i som hjemmearbejder. Derfor kommer der her et par gode råd, som udspringer af dyrekøbt erfaring med jævnlige hjemmearbejdsdage:

1) Hold din faste morgenrutine

Stå op til sædvanlig tid hver morgen. Undgå fristelsen til lige at tage 30 minutters længere snooze-tid. Ud af sengen og i bad. Spis morgenmad. Gør “madpakken” klar. Og vigtigst af alt: Tag arbejdstøj på. Ikke noget med at sidde i pyjamas, joggingbukser eller badekåbe. Det skaber uundgåeligt en sumpe fornemmelse. Klæder skaber folk, og arbejdstøjet hjælper med at skabe det rigtige arbejdsmindset. Så på med det normale arbejdstøj. Og gør klar til at tage på arbejde.

2) Tag på arbejde

Bogstaveligt talt. Du skal pendle på arbejde. På med overtøjet. Ud og gå en tur. Eller op på cyklen. Bare 20 minutter. Den friske luft gør godt. Man hører fuglefløjt og ser spirende blomster. Og man skaber en vigtig mental overgang fra hjem til arbejde.

3) Indret en arbejdsplads

Sørg for at du har indrettet et sted, som fungerer som din faste arbejdsplads. Skrivebordet, Spisebordet, Et sted, hvor du har de ting du skal bruge. Et sted som signalerer, at dette er din arbejdsplads. Det er vigtigt, at det fysiske arbejdsrum ikke flyder for meget sammen med det private rum.

4) Arbejd koncentreret i 3 timer – og husk pauserne

Når man arbejder hjemmefra arbejder man på den ene side mere koncentreret end man gør på en arbejdsplads. Der er ikke så mange afbrydelser og forstyrrelser. Derfor er den gode nyhed, at man kan nå mere på kortere tid.

På den anden side kender vi alle det med, at overspringshandlingerne kommer snigende. Man føler sig alene. Trænger til socialt samvær. Tjekker lige LinkedIn. Sender en sms. Men hvis man ikke holder tingene adskilt, flyder alting sammen. Resultatet er, at man ved arbejdsdagens slutning føler sig ineffektiv og uproduktiv. Så er det svært at holde fri.

Den bedste måde at sikre produktiviteten på er at skifte mellem koncentreret arbejde i en periode, der er så tilpas kort, at man faktisk kan holde koncentrationen, men så tilpas lang, at man når noget. Sæt evt. alarmen på mobilen til det interval, du har besluttet dig for at arbejde koncentreret i. Når uret ringer er der dømt pause.

Det er her, du kan tage en kop kaffe. Eller sende en hyggemail. Eller strække kroppen. Eller danse lidt rundt til høj musik for at få noget fysisk energi. Det vigtigste er, at du får rejst dig med jævne mellemrum og får et mentalt pusterum. Ellers kan man ikke holde koncentrationen.

Med mindre jeg skal lave noget, som jeg virkelig ikke bryder mig om, og hvor overspringshandlingerne står i kø (f.eks. korrekturlæsning på egne tekster), så arbejder jeg bedst i koncentrerede stræk på 45 minutter (ved korrekturlæsning er det 25 minutter). Der kan jeg holde koncentrationen uden at andet begynder at trække i mig, og uden at rastløsheden melder sig. Så holder jeg 10 minutters pause. Hopper på crosstraineren i 5 intense minutter. Henter et glas vand. Spiser en håndfuld mandler. Og arbejder videre.

5) Hold arbejde og hjemmeaktiviteter adskilt

Når nu man alligevel er hjemme, er det fristende lige at sætte en vask over. Men lad være! Man kan narre sig selv til at tro, at man er effektiv, men det er man ikke. Sumpe fornemmelsen vil trænge sig på i løbet af kort tid. Hold arbejdstiden til arbejde. Og når du har læst ned til punkt nr. 7 vil du se, at du faktisk får mere tid til de huslige ting, hvis du holder tingene adskilt.

6) Frokost – med socialt samvær

Sørg helst for at gøre frokosten klar om morgenen, præcis som hvis du skulle på arbejde. Så kan du holde frokosten på 30 minutter. Rejs dig fra din arbejdsplads, og nyd din frokost et andet sted i huset. Og sørg gerne for ”socialt samvær”, som hvis du var på arbejde. Vi er sociale dyr, og vi har brug for kontakt med andre. Vi har brug for at grine sammen med andre. For at få inspiration fra andre. Og lige nu har vi brug for at høre, at vi er normale, når andre også oplever, at det er vanskeligt at være isoleret. Så lav en aftale med kollegaer, venner eller familiemedlemmer om, at I mødes på Skype, Microsoft Teams, Messenger osv. og få en god sludder over frokosten.

7) Arbejd koncentreret i nye 3 timer – og husk pauserne

Man ved, at der faktisk typisk går 2 timer med afbrydelser, småsnak, pauser mv. i løbet af en normal arbejdsdag i virksomheden. Så hvis man er effektiv i løbet af hjemmearbejdsdagen, kan man med god samvittighed nøjes med at arbejde nogle koncentrerede timer og bruge den ekstra fritid på projekter, man måske aldrig har tid til. Der er mere tid til husprojekter. Skønlitteratur. Musik. Hvad man nu gerne har villet nå, som man nu kan kaste sig over. Så arbejd efter frokost koncentreret – med pauser! – i yderligere 3 timer.

8) Tag hjem fra arbejde

Bogstaveligt talt. Så er arbejdsdagen slut. Og for at holde arbejde og hjemmeliv adskilt vil jeg anbefale, at du bogstaveligt talt pendler hjem fra arbejde. På med overtøjet igen. Ud og gå en tur. Op på cyklen. Frisk luft. Så sørger du for en mental omstilling fra arbejde til fritid og hjemmeliv. Du undgår, at tingene flyder for meget sammen. Og du kan holde fri med god samvittighed.

 

God arbejdslyst i denne travle tid!

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.